17.08.09
Caroline Cronjäger
Jeg er så selvhøjtidelig, at jeg bilder mig ind, jeg har noget at meddele, der kunne være væsentligt for andre — og jeg er så tilpas ydmyg, at jeg kan se, der er langt endnu, før jeg vil kunne gøre det i helt suveræn stil.
Imens nyder jeg at skrive, men bliver ekstra glad, hvis andre også kan bruge mine fortællinger til noget — for så er der jo allerede skabt bro: mellem dem og mig — mellem inde og ude — mellem rummet, hvor alt endnu er muligt og der, hvor faste former findes.
Og det er vel i grunden det, jeg vil. Og det er derfor jeg gerne vil komme til Ord Under Himlen.
.
“….. Men når jeg støder min stav i jorden, hårdt, og i den allerbagerste, hemmelige lomme alligevel genfinder bare ét eneste lille ønske;
når jeg piller det op og af trævlerne forsigtigt, forsigtigt spinder en ny tynd tråd,
og når jeg så kaster det lille garnnøgle af al min sidste kraft ind i tågen af det tilsyneladende intet, som dog lige så vel kunne være tågen af et formodet noget,
så snor tråden sig frem foran mig, og der opstår retning og mening, og skabelsen sker.” (fra “Langsomt vågner jeg”)
“…..det er blevet en helt igennem lys og dejlig dag, på trods af, at den begyndte så hæsligt; i morges, da mor opdagede, at regnjakken var blevet ovre hos far i weekenden. Og selvom jeg allerede går i femte og længe selv har stået for pakning af weekendtasken, så hidsede mor sig mere og mere op over far og fik det til at lyde, som om det var ham, der med vilje og bare for at genere hende havde beholdt min regnjakke ovre på Sjælland. Hun havde de der hårdt sammenbidte kæber, og alligevel råbte hun højt og med rullende r-er: “Den krrrrrraftidiot!” så der kom lidt spyt på mig; og som altid, når vi taler om far, gjorde det ondt langt inde i brystet på mig, men jeg prøvede ikke at sige hende imod, for så bliver det bare værre, det har jeg opdaget for længe siden. Det eneste der hjælper, er at dreje samtalen hen på noget andet, og det er jeg efterhånden blevet ret god til. ….” (fra fortællingen “Løvemanken”)
” ….. I filmen ville fyren jo bare sige et eller andet totalt pågående om hendes bryster eller bare tage fat, og hun ville straks være helt vildt med ham, og kort efter ville de ligge tværs over rullebåndet eller køledisken, hendes runde bryster ville gynge i takt med hans stød, og hun ville tigge om mere og stønne vildt med halvt lukkede øjne, og til sidst ville hun slubre hans sperm i sig, som var det softice, som hun var ved at dø for.
Men helt ærligt, sådan ville den ægte pige i Føtex nok aldrig gøre i virkeligheden, heller ikke hvis jeg nogensinde fik sagt noget smart til hende. Og jeg ville også blive flov og ikke vide hvad jeg skulle gøre. ….” (fra fortællingen “Som Lærling”)
” … Og så gav hun efter.
Det gik fint i butikken, for ekspedienten troede vel bare at dukken skulle være til et barnebarn eller lignende.
“Skal den pakkes som gave?” spurgte han og var allerede ved at rive papir fra rullen.
Det skulle den aldeles ikke! Næsten havde hun røbet sig ved den lidt for vrede måde, hun havde takket nej på. Den dukke skulle overhoved ikke pakkes mere ind, tvært imod skulle den ud af kassen, og det kunne næsten ikke gå stærkt nok, mærkede hun, da hun havde bragt den i sikkerhed i bilen og sad og flåede i plastfolie og papkasse. …” (fra fortrællingen “Dukken”)
