03.08.09
A. Silvestri
er født i 1977, på Lolland af alle steder. Der er ingen tvivl om, at barndomshjemmets geografiske placering har skabt den eskapist, der konsekvent (eller næsten) skriver i de fantastiske genrer.
Indenfor det sidste år, har han fået udgivet en hel del noveller forskellige steder. Af de mest markante kan nævnes science fiction-novellen When The Music’s Over, der bl.a. er nomineret til Fantastik-prisen og den tragiske Je Ne Sais Quoi, der var en af vinderne af Forlaget Valetas novellekonkurrence. I øjeblikket arbejder han på at sammensætte to antologier med egne tekster. Forhåbentlig vil en af disse inden længe blive udgivet. Tidligere skrev han både digte og prosa, men efterhånden har prosaen fået overtaget.
Ud over selv at skrive, anmelder han selvudgiverlitteratur på Metrord og promoverer nye forfattere på sin blog. www.asilvestri.blogspot.com
.
Kali Siger
Jeg var fremmed for mig selv, allerede inden jeg blev helt mig selv. Den første erindring, der kommer til mig, når jeg tænker tilbage, er en gåtur til skolen. Asfalten var kornet og sort, jeg var blød og køn, med mit halvlange hår blafrende bag mig. Jeg gik og legede med mine tanker, da én dukkede op, som jeg aldrig havde tænkt før. En lille dreng kom gående mod mig, og jeg havde lyst til at slå ham. Bare knytte min næve, og plante den i hans ansigt, så blodet ville stå som krigsmaling ud over hans kinder. Jeg tænkte, at følelsen af mine knoer mod hans næses brusk ville være en følelse, jeg ikke kunne leve uden. Men jeg rørte ham ikke, gik bare forbi mens jeg så en ekstra gang på ham.
Senere på året betaler jeg en af de store drenge, hvis far banker ham, for at banke den lille dreng. Jeg oplever mine tanker udført per stedfortræder. Selv med mellemmanden er følelsen voldsom. Suset af magt, der går igennem mig. Selv om det ikke er mine hænder, der gør det, ved jeg at uden mig var det aldrig sket.
***
Jeg blev mere fremmed for mig selv, da jeg blev ældre og burde vide hvem jeg i det mindste kunne blive. Når jeg blev set på af andre, så de mig som en sød pige, snart kvinde, der altid var hjælpsom og elskede dyr. Det var hvad jeg var. Det meste af tiden. For en gang imellem, altid når jeg gik alene, dukkede tanker op i mit hoved. Tanker, der var så fremmede for mig, at de nogle gange gav mig kvalme. Det handlede altid om at skade andre. Ikke dyr. Engang prøvede jeg at følge en tanke, og i mit sind gøre modbydelige ting ved killinger og undulater. Det havde ingen effekt. Dyr var alt for lidt mennesker. En overgang skrev jeg ned, hvad jeg tænkte, men holdt op igen. Jeg var kvik, og vidste godt hvad der ville ske, hvis min mor eller far så, hvad jeg skrev. Til min 16-års fødselsdag fik jeg foræret råderetten over min børneopsparing, fordi jeg var en så ansvarlig ung dame.
Dagen efter tager jeg ind til København, og betaler en prostitueret for at have sex med en kunde lige foran mig. Jeg vælger kunden, en usundt udseende mand, der er uvasket og med en stor ølmave. Jeg vælger den prostituerede, en pige på min egen alder, med spinkle lemmer og sart hud. Jeg betaler for at han kan gøre hvad han vil ved hende i fire timer. Det gør han også. Da jeg går derfra ringer jeg til 112 fra en korttelefon.
***
Året efter var jeg i fuld gang med gymnasiet, og der skete der et eller andet mellem mig og det at være fremmed. Efterhånden som månederne var gået, var de slemme tanker gledet i baggrunden, jeg havde travlt nok med at leve efter de fuldvoksnes meninger om at være noget og blive til noget. Jeg var ikke populær, men jeg var vellidt. Til dels for mine færdigheder og til dels for min evne til at holde munden lukket. Der var masser af fester, endnu mere sprut og forskellige stoffer i omløb. Men jeg drak altid kun lidt, var den fornuftige og den man kunne stole på. Jeg nåede at forelske mig en enkelt gang, men jeg gjorde aldrig noget ved det. Det var på en måde klassisk. Min bedste veninde var smuk, og meget eftertragtet. Jeg var køn, og hendes påhæng. Dybt inde i var det hvad jeg var, mente jeg selv. For den fremmede havde holdt munden lukket. Lige til den sidste fest i tredje G.
Her bliver jeg til mig selv igen, eller til den anden igen. Til festen hælder jeg piller i min venindes drink, og sikrer at der ingen kondomer er i nærheden. Da hun vakler rundt, overglad og forvirret, får jeg hende til at lægge sig ind på en seng. Drengene er fulde nok til at tage hendes tøj af, og stenede nok til at være ligeglade med at de ikke kan finde kondomerne. Jeg ser til gennem vinduet, mens de gør hvad deres krybdyrhjerner byder dem at gøre. Hun bliver gravid og får en abort fem uger senere. Det er ved min skulder at hun græder sig selv i stykker.
***
Jeg var forvirret i årene efter. Jeg gik videre på universitetet, og læste biologi. På mit stamhold var der kun to andre piger. Vi blev veninder. Jeg var pligtopfyldende, og de andre kunne godt lide mig. Men jeg blev stadig mig selv mere og mere fremmed. Det vanskelige var, at jeg ikke vidste, hvem jeg var fremmed for. Mine drømme blev mere intense, fyldt med modbydelige billeder af andre menneskers ulykke. Det var aldrig mig, der direkte gjorde noget, men andre der gjorde det for mig. Men jeg led ikke af personlighedsspaltning. Det hændte aldrig, at min hverdag blev spoleret af de andre tanker. På tredje år så min fremtid lys ud. Min mentor havde udpeget mig som sin personlige assistent, men der var intet af den sædvanlige misundelse fra de andre studerende. Dertil var jeg alt for venlig og rolig, støttende og dygtig. Min mentor var en midaldrende mand på omkring de 40. Hans rygte var udmærket, og det var tydeligt at han elskede sin familie.
Lige inden de sidste prøver, sender jeg et brev til min ene veninde, der havde sukket en smule efter ham. Til ham sender jeg et brev fra selvsamme veninde. Dagen før hendes forsvar, mødes de på et hotel i Midtbyen. Han er kun en mand, og fristelsen er for stor. Mens de underholder hinanden på hotellet, ringer jeg til hans kone og fortæller hvor hun skal lede. Hun opdager dem. Min veninde bliver nødt til at skrive sit speciale om. Han bliver ikke fyret, men konen skrider fra ham og tager børnene med. Langsomt, men sikkert, glider han forbi virkeligheden og ender i druk og selvmedlidenhed. Året efter hænger han sig selv fra en af bjælkerne i deres sommerhus, et de har købt lige inden han bliver opdaget.
***
Det var ikke svært for mig, at få arbejde efter universitetet. Jeg havde meget gode karakterer, mit speciale var oversat til mange sprog og figurerede i andres arbejde. Ikke overraskende var mit felt biokemi. Det var under mit arbejde, at jeg forelskede mig, og for første gang prøvede at være sammen med en mand. Det var den helt store tur. Biokemi i praksis. Sommerfugle i maven, sammenflytning, erklæringer om evigt troskab. Imens kørte mine drømme videre. Nogle dage så jeg mig selv udefra, og fantaserede om, hvordan han ville se ud, hvis han fandt mig med en anden. Men han kom mig i forkøbet. Det var mig, der fandt ham. Han forklarede, men jeg nikkede blot og vi forlod hinanden. Mit fremmede bevægede sig, men jeg tog ingen hævn. Hans motiver havde været hans egne og ikke mine. Det gik op for mig der, at jeg ikke kunne mærke en følelse af ulykke.
Kvinden, han har været sammen med, er yngre og smukkere end jeg. Hendes veninde er lige så smuk. Det er ikke vanskeligt at betale en gruppe for at møde op på venindens adresse og stjæle hendes forældres adresse. De bor i Esbjerg. Faderen er bankmand. Finanskrisen raser, og økonomien er noget rod. Det koster forbavsende lidt at overbevise en af de unge og ærgerrige funktionærer om, at faderens regnskaber ikke er helt stuerene. Faderen bliver arresteret, og idømt 15 års fængsel. Moderen får fem år for at være medvidende. Veninden kan ikke længere blive i sin lejlighed. Hun ender med at droppe ud af sit studie. Det får mig til at smile.
***
Efter det gik der noget op for mig. Eller jeg gik op for noget. Det fremmede var måske slet ikke det fremmede. Det fremmede kunne i virkeligheden være det jeg var. Jeg havde aldrig følt trang til at gøre dem, der gjorde mig ondt, ondt tilbage. Det virkede for simpelt, for ligegyldigt. Jeg begyndte at skrive ting ned igen, efter min mor døde af malaria. Nogle aftener blev jeg så opslugt af skrivningen, at jeg først stoppede, når min hånd gik i krampe. Andre dage gennemlæste jeg hvad jeg havde skrevet, og alt pegede tilbage til den dag, på vej til skolen, hvor den lille dreng gik foran mig. Den følelse af magt havde jeg fået alle de andre gange også. På en måde var den første handling den reneste af dem alle sammen. Den var motivløs. Blottet for følelser som samvittighed og had. Efter at have skrevet et år, brændte jeg alle mine noter i køkkenvasken og skyllede efter.
Samme eftermiddag, sent, går jeg ned i min lokale Kvickly, med retning mod hylderne med rengøringsmidler. I min kurv ligger nogle glasflasker med hyldeblomstsaft øverst, oven på en mængde dagligvarer. Mens ingen kigger vrider jeg proppen af to sæbedunke, og spreder indholdet ud over gangens gulv. Så smadrer jeg flaskerne og tramper glasskårene bittesmå. Uden at se mig tilbage går jeg derfra. Men jeg hører den første der intetanende går ind i gangen, og glider. En knækkende lyd efterfulgt af et barneskrig. Senere finder jeg ud af, at det er en mormor, der er på indkøb med sit barnebarn. Hun brækker halsen i faldet.
***
Jeg er ikke længere fremmed for mig selv. Jeg er mig selv. Både på den ene og den anden måde. Begyndelser sker ikke med et brag, men gradvist. Det tog mig 30 år at nå fra begyndelsens begyndelse til dens afslutning. Men nu føler jeg mig ren og i balance. Poleret som et helt menneske, med en klar overbevisning om, at ægte ondskab er frygtelig banal. Det bliver tydeligt, når jeg ser mig selv i spejlet, eller kysser et nyt menneske. Jeg bad ikke om at være ond. Det var blot sådan jeg blev skabt. Jeg er ond, det ved jeg ganske udmærket. Men i det mindste er jeg ikke fuldstændig modbydelig af natur.
