URBANblog

31.07.09

Louise Kristensen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er 34 år, frivillig af og medlem af Det Poetiske Bureau, skriver digte og oplæser på de forskellige lyrikscener rundt omkring i Kbh og omegn. Kulturskribent for cph-art.dk.

USYNLIG BLINDHED

Dette er Himlens gråd
den subtile mulighed for
at du bortkyssede det brændende tomrum

Forvirring og tilintetgørelse
hvid støj fra Nuets daggry

Nu har vi øjne
nu har vi usynlige øjne
regn falder gennem rummet
bortvasker mine blændede tårer
som stråler i alle retninger
jeg hænger mit tøj til tørre
i regnen

Usynlig blindhed

Jasmine S.

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Jeg er uddannet Master Coach, Marketing, Tekstforfatter og Grafiker - og hvad har det så lige med digte at gøre? absolut ingenting, ingenting. Jeg har skrevet hele livet og skriver af lyst, nej af trang til at få vendt den altid omkringliggende verden på hovedet, for at overleve, for at leve, for at lade ord leve i dig, gennem dig, bygge broer til lyset, til mørket, sikre broer man kan komme tilbage af når man har været der. Inderst inde er jeg et sensitivt væsen, der tegner labyrinter af veje til det som føles så stærkt at det er svært at forklare.

*

… og hva så

der kan dø
noget indeni
os som om vi ikke
vidste det

jeg lægger dig forsigtigt på
bordet
som en anden mobil

du har lagt øre til så meget så
hvorfor så ikke lige det
du kender mig bedre end
en paparazzifotograf du tager
stadigvæk stilbilleder men aner
ikke hvad rør sig

du filmer mine nederlag gang
på gang gennem labyrinter
af anfald af arrigskab og kender
ikke forskel  på om det nu er
fordi jeg er ked eller bare
gal eller for den sag skyld
vanvittig i gerningsøjeblikket

du ser mig helst som
vanvittig i gerningsøjeblikket
eller gør du eller
bare almindelig vanvittig

jeg er ikke vanvittig

skat så er det kun efter dig

jeg hælder vand ud over
det sted
hvor jeg har lagt dig

for at se når du er halvt
druknet om du
stadigvæk virker

og jeg når til en konklusion
en konklusion
om at jeg heller må se at få
tørret dig
i en vis fart

men du tager ikke længer
imod mine

varmestråler

*

Bibliografi

Underskov 1 - en antologi med lyrik og kortprosa 2005

Underskov 2 - en antologi med lyrik og kortprosa 2007

streger i sandet - 2008, læs mere her:

http://www.bod.dk/index.php?id=1447&objk_id=128458

anmeldelse: http://metrord.urbanblog.dk/2008/10/27/der-er-nogle-streger-i-sandet/

Quintologi –en antologi med lyrik og kortprosa fra 24 kvindelige forfattere 2008/09

læs mere her:

http://www.bod.dk/index.php?id=1447&objk_id=160707

anmeldelse: http://metrord.urbanblog.dk/2008/11/15/quintologi/

*

Link:

http://digte.dk/digte/forfatter.asp?Forfatter=8222

Thurston Magnus

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er stiftende medlem af lyrikgruppen **Projektør og anmelder for MetrOrd. Han skriver ting, der mestendels forbløffer. I sin sparsomme fritid agerer han apokalypsekalkulator.

*

en delvist solrig dag / og hun tager jakken på / for at virke sikker // nej se / en fugl / i femte linie // digtene på skrivebordet / minder hende om hujende børn / der ivrigt prøver at fortælle en vits // så forsvinder fuglen / i tiende linie / som om den blev forstyrret // spekuler ikke / mere over den // alle er kritikere

30.07.09

Martin Hans Skouenborg

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Danskstuderende, lyriker, prosaist og freelance skribent samt medstifter og medlem af **Projektør.

Skrivestil: Navlepillerier af forskellige afskygninger, redigeret i det uendelige.

“Indenrigskorrespondent

Det skal trænge helt op, helt ind. I røven på kosmos, termometeret, til det forsvinder, og jeg skal være med. Jeg skal ikke spille kostbar, nu jeg endelig har fået chancen. Det er koldt endnu, og det ved I kun, fordi jeg er her. Fordi I kan aflæse mig som tegn bag glasset: Hertil er jeg nået, og jeg betyder noget. En temperatur.

Med kviksølvets molekyler har jeg sat mig for at synke lidt sammen. Bare for at blive set. Frem- og opdriften står selve termometeret for. Som ført af en usynlig hånd længere ind, længere op i kosmos’ gennemskuelige røvhul. Der er altid nogen, der skubber på og kosmos kan lide det. Her løbes der ikke tør for tarm.

Glasset omkring mig afslører vidder på alle sider. Der ligger stuen, hvor mor er gået i gang med krydsogtværsen, og far er gået i sig selv, fordi han kan, fordi der er plads. Der ligger katten i vindueskarmen og ved præcis, hvad der skal til, og derude er haven, hvor der stadig er landlige drømme om piger og marker bag hækken. Men jeg kommer ikke ud. Glasset og den gennemskuelige tarm er i vejen, og det er koldt.

Jeg ville forbryde mig mod selve kosmos - mod altets naturvidenskabelige regelrytteri, hvis jeg sprængte glasset. Den slags kan jeg ikke få mig selv til. Ikke uden en udefrakommende kraft, og den slags tror jeg ikke længere på. Desuden ville det gøre ondt på kosmos. Jeg er giftig, og glasset er skarpt, når det splintres. Små rifter deroppe er ikke rart for nogen, og rifter i gennemskueligheden fører heller ikke mig nogen steder.

Lad mig synke sammen i fred. Bilde jer alle sammen ind, at det er vinter endnu, og lad mig glemme resten. Ikke stræbe højere. Ikke beskylde kosmos for at have feber, men rose det for dets rummelige røvhul og takke det for, at jeg får lov til at signalere og indikere lidt.

Det er koldt.  ”

Thomas Boston

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

tygger belzehubbabubba og slår naive champagnebobler, så det smælder, som den dér bille der, når den er rullet om på  ryggen, krummer sig sammen og med et frækt lille knald eller tre, springer mod den måbende himmel, til den lander på sine små blinkeblankende billeben. Billen løber rundtossehurtigt og prøver at balancere mellem en ligefrem prosaisk rute med poetiske svingture til satirepsykotisk soduku. Her sys femsyvfem jakkesæt af laks, her risbolles og grædes tårer af den næstfineste, sorte susannesoya fra forladte mørkhave til blækket på selvynkende, bitre datingbreve til f.eks. Bondbabe006 og Pullermuzen68. Der er også eftertænksomme blomster og visne blade gødet under dråbende himmel. Gennemgående dufter teksterne af uhøjtideligt lettilgængelig begejstring, legetrang og en polaroidisk intention om at fremkalde flere smæld i hørbar radius. Publikum må gerne knipse til opblæsningen.

Forestil dig

fjern fuglesang og støjtornadoer der cirkler
hen over landskaberne bag dine øjne
bassen der vibrerer ud i neglene
tordendumpen i hofterne

og så

den runde tone et anslag på pianoets kontrast
der fortyndes mod vinduet og ud i tågen
og så lyden mellem denne tone
og den næste

sådan vil jeg skrive
sådan vil jeg være til

om dig
til dig
for dig
på dig
i dig

*

Isfugl

Isfuglen styrtdykker frygtløst i strømmen
og ryster sig frisk med en skrækslagen fisk
Poeterne synker i dagens drømmen
og smiler så spidst når de skriver noget trist

Isfuglens sus i hver strålende fjer
Poeten beruset af det hjertet ser
Frit fald igennem en blikstille time
mod ordenes grønblå blinkende stime

Vivi Nielsen

Kategoriseret under 3731, Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

f. 1979 i Frederikshavn, bor i Århus med kæreste og luksusaltan, skal undervise i skøn-dansk på Århus Akademi fra medio august, er alt-mulig og umuligdigter med digte i Hvedekorn 2007 nr. 1, digte i Mgasin fra 2006-2009, oplæsende og hvæsende digter på den åbne scene i Århus fra 2006-2009 og boblende glad gæsteoplæser i Forfatterforeningens lokaler for et par måneder siden.

Jeg skal i de glade arrangørsko i Århus Poetklub, hvor jeg sammen med digteren Johannes Beck Dalsgaard skal repræsentere “den åbne scene”. Jeg har en novelledigtsamling, der skal sendes til et farligt forlag snart og har ellers en, der er undervejs med snarlig fødsel. Jeg kan ikke leve uden blok og pen, så skriveværktøjet følger med mig rundt omkring i det ganske land.

(Parentes)

Vi lader fantasien falde
for tidsknapper
og knapper kaffeetaperne op
Vi knokler i knuder
og køber appetitten op

Du elsker i parentes
med hastige fravalg
og knalder din næste
tilfældigt
og til forfald

Jeg flyver fra verden i næste nu
Jeg sluger det hele
i halve oplevelser
og når punktum så sætter sig,
så kan vi da sige,
at vi i hvert fald nåede at komme på arbejde

Line-Maria Lång

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

“Line-Marias fortællinger eksisterer bag tilforladelige kalenderlåger, hvor linedansende parallelverdener begynder at folde sig ud, så snart man får åbnet dem på klem. Spektakulære og farverige tableauer rullet op præcist så konvoluteret, at man aldrig helt får lov at kigge dem i øjnene. De minder én om noget, man har set før, men aldrig sådan. Line-Maria skriver den slags eventyr, hvor heltinden ikke altid vinder.” - Thurston Magnus.

Line-Maria Lång udkommer med novellesamlingen Rottekonge til efteråret.

Morten Ranum

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

skriver essays, lyrik og koncentreret prosa med sans for overraskelsen i teksten. Han finder især sin inspiration i post-koloniale erfaringer. Han har udgivet videnskabelige artikler og essays. Medvirkede på CD’en “Stempel: At skrive et skakbræt”, 2002.

Arbejder for tiden med freestyle og improvisation på Det Poetiske Bureau.

Link (blog): http://www.thewhiteafrican.blogspot.com

.

Your body

If you use your body
you always need to move it
just as intellectuals
most speak all times

Jeg så hende sidde bag podiet
hun nærmest skreg i vildensky for opmærksomhed
intet hun sagde trængte ind

Bagefter tænkte jeg mig om
jeg måtte gå
i vandet
det var ikke muligt at sidde
helt stille på en stol

Foran lå min veninde
og krøb sammen
utallige steder
mellem Amsterdam og Oslo
var hun blevet voldtaget
med dansen som det højere formål

Præcist ligesådan
var jeg flænset op
inde i universitetets korridorer
udelukket
fra auditorium efter auditorium
huden sad i laser

Endelig forstod jeg som hun
at forlade den gruvækkende tryghed
hver sit sted
lemlestet til døde
slæber vi os
mellem to torturkamre
ser friheden
i den andens fængsel
midtvejs
indser vi at tage fejl

BIBLIOTEKET

Jeg begiver mig til Universitetet. Der er nogle bøger, som jeg må finde. Da jeg ankommer ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har hidtil kun været der om natten. Tidligere i mit liv har jeg haft erfaringer, som jeg ikke ønsker at genoplive. Der er en mand som viser mig vej til boghandlen, fordi han misforstår mit spørgsmål. Jeg fortsætter ad lange græsgange. Dermed træder jeg ind i en helt anden verden, som jeg næsten havde glemt eksistensen af. Jeg har tidligere så brutalt forladt den, og jeg har siden ikke skænket den en tanke. Paradoksalt nok er det nu en gave. Jeg bevæger mig gennem grønne græsarealer, hvor studerende ligger og snakker. Deres stolthed overfor fremmede byder dem at ignorere min eksistens. Det er her i disse bygninger, i deres korridorer og et hjørne af et auditorium, at jeg for år tilbage blev lemlestet til døde og kun ved et mirakel overlevede. I lang tid efter lå jeg livløs på jorden. Først nu havde jeg næsten glemt, hvordan det var at være klynget op mellem forkerte teorier og impotente videnskabsmænd uden retning.

Lotte Skafte Jespersen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Præsentation på vej.

Link: http://digte.dk/digte/forfatter.asp?Forfatter=10044

Jørgen Sonne

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er nu 83, har nyligt læst Ezra Pound oversættelser op (3 timer) i Tårnet (Janus Kodals arrangement)

og henviser iøvrigt til KRAKs Blå for en præsentation.

link: http://www.aok.dk/byen-rundt/taarnvaerelset

 

Gyldendals Åbne Encyklopædi:

Jørgen Sonne, f. 1925, dansk forfatter; cand.mag. i historie og engelsk. Hans lyriske forfatterskab, der karakteriseres ved både lærdom og lidenskab, er artistisk forbundet med den internationale modernisme, af genre beslægtet med Ezra Pounds kritiske og poetiske værker, som Sonne også har inddraget i sin virksomhed som oversætter fra engelsk, fransk og italiensk. Hovedparten af sin produktion har han selv arrangeret i bindene År: sammenvalgte digte 1950-65 (1965) og Dag: komposition af digte 1965-90 (1991). I samlingerne Midtvejs (1960) og Krese (1963) knytter ikke mindst rejseoplevelser historie og nutid sammen i tætvævede, billedstærke digte, der aktualiserer et hidsigt bevægelsesmønster med humor og skønhed. Huset: idyller (1976) og Eroterne (1977) indeholder både suiteagtige og korte digte, tematisk omfattende ekskursioner i jeget, kulturen, erotikken, politikken, fortsat i bl.a. Nærvær: suite på rejsen (1980). Romanerne Blå turist (1971) og Natten i Rom (1983) er farverige beretninger og studier af nutid og fortid i en egensindig, fantastisk realisme. Essayistik, kritik og lyrisk kortprosa indgår i bl.a. Horisonter (1973), Stik i et sent århundredes sæder (1994) og De purunge gamle (1995).

Fra Hvedekorn 2/02  
 

Brian P. Ørnbøl

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Præsentation på vej
Tekst på vej

Michael Zittergong

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Michael Zittergong har i skrivende øjeblik ikke lyst til at skrive om sig selv.

Check ham evt. ud på http://frit-forum.dk“.

.

Om en kendt person: Til X og langs dags rejse mod nat
——————————————————————–

Dig, X, kan jeg ikke længere skrive om, så

Anders And, du har min sympati, selvom du er hverken død, levende eller zombie og

Prins Henrik, du er en kulisse i kongedukkehuset, gad vide hvad der kravler rundt bagved, det er i hvert fald ikke Dronning Margrethe, for hun er overeksponeret og

Kurt Cobain, du er død, og i yderligere modsætning til i hvert fald Anders And var du levende engang; husker da du vækkede mig fra arbejdet med “Smells Like Teen Spirit” på P-etellerandetunderordnet,

Johnny Rotten, du er stadig John Lydon og så udsøgt belastende, at du får mig til at tænke på Jokeren og Sexløberen og hvornår I vil hjælpe mig ud herfra, hellere end dig,

Dalai Lama, verdensreligionernes valium, sov godt og bliv opløst i Nirvana, nej, jeg tænker på dig,

frk Klokken, hvad er du, som jeg længes efter, og hvorfor husker jeg dig sammen med

Shakespeare,
i morgen og i morgen og i morgen
du vil være der endnu
indtil sidste stavelse i sidste ord
mange bliver hørt
få bliver husket
alt bliver tabt
og noget giver mening

så dig, X, bliver jeg nødt til at skrive om
og os, X, vil jeg skrive om

helt om

når ordet igen bliver mit.

Steffen Weiss

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er bare den uhelbredelige romantiker

Sovende sol

Og derinde bag de lukkede øjne
derinde sover ømheden
under dynen de blide hænder
varme hænder

I spænding venter jeg på
smilende øjnes nærvær
læber der skilles i ord
ord jeg mere end venter på at høre

Mine læber møder dine
dine med god morgen på
mine med jeg elsker dig på
og der er sukker i din kaffe
det smager jeg nu

VIPse

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

VIPse ser verden gennem sine helt egne kvindeøjne og skriver om alt det hun ser.

Hiv Stikket ud

Hvis bare I vidste
Hvor mange gange
Jeg har stoppet mig selv i at skrige
I KAN RENDE MIG DYBT OG GRUNDIGT I RØVEN
Hvis bare I vidste
Hvor mange gange
Jeg har været mere end tæt på at hive stikket ud
Lade kniven skære hul og lade blodet strømme ud
Hvis bare I vidste
At det er for jeres skyld jeg ikke gør det
Burde I vel takke mig
Men det er vel mere end hvad man kan forvente!

Martin Thomsen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er 35 år gammel og formand i Det Poetiske Bureau www.poet-bureau.dk.

I grundskolen og gymnasiet udgav jeg satiriske magasiner med stor succes. Efter en kuldsejlet rejseroman har jeg mest skrevet noveller og digte. Som formand i Det Poetiske Bureau er jeg med til at udgive flere bøger hver måned, fra ukendte forfattere over poesiantologier til nyoversættelser af Baudelaire, Garcia Lorca, Rimbaud, Chairil Anwar, m.fl. Jeg arranger Poetisk Tirsdag d.1. tirsdag i hver måned og er medarrangør på et væld af kulturelle arrangementer (ca. 20 om måneden): udstillinger, filmaftener, foredrag, koncerter, etc.

Jeg har tidligere været medstifter af Hundesnuden, ligeledes en kulturforening, dog med fokus på arbejdspladser til malere, grafikere, musikere og fotografer - samt verdens mindste sodavandsfabrik. I juli i år tog jeg initiativ til at stifte en ny fundraising- og event-forening, Centripetal.

Jeg studerer indisk og har arbejdet 2½ år på Indiens Ambassade i København. Til efteråret skal jeg være rejseguide i Indien. Jeg har i tidligere reinkarnationer været hjemmehjælper, dansklærer, engelsklærer i Pakistan, opvasker og taxichauffør.

D.21.august udgiver Det Poetiske Bureaus Forlag en antologi med forholdsvist ukendte digtere. Hver digter har trukket 5 titler op fra en hat og indsendt 5 bidrag. 4 redaktører har udvalgt de indsendte bidrag, og et af dem der kom gennem nåleøjet er mit følgende digt:

Stikkontakt
To pinde gav ilden
fortidens friktion
to ord i en strøm
af brydninger
to venner for livet
i fælles leg
to tilstande død
af levende
du trækker stikket ud
og sætter sprøjten i
til en simpel bøn
gled du langsomt bort
fra sørgende venner
blandt skræppende gæs
- Det er en synd at ta et hvæs
mens vinden maler på møllen
Påsken fanger mig lallet og fad
og solen synker bag mosen

Uschi Tech

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er 46 år. Født og opvokset tosproget i Vesttyskland og siden delt i to. 

Kvartalsforfatter siden det 6. år med intense perioder - afbrudt af børnefødsler, slendrian og alt for meget lønarbejde. 

Skriver helst prosa, men jonglerer også lejlighedsvis med lyrikkens tangenter for at holde tastaturet i form.

Det Fortabte Ord

Hun lagde sit Ord i graven
kvalte en tåre
og stoppede en syndflod

Talen gik i sort et år
før nye ord blev født
af hendes læber
Men det blev aldrig det samme
som med det førstefødte

Konstant var hun på vagt
bange for at udtale dem forkert
for at ramme et dårligt tidspunkt
at sige dem på
at henvende dem til de forkerte
ikke at blive forstået
at tage fejl af anledningen
eller måske bare
aldrig at få dem sagt
Bange for at miste igen

De efterfølgende blev altid
vejet og fundet for let
Så urimelig svært for dem
at leve op
til Det Fortabte Ord
på trods af kærlighed
til dem alle

Men Ordet skulle ikke ha’ levet forgæves
Hun vedblev at tale
til alt slap op
og nogen havde læst hendes stemme

Vagn Steen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Præsentation på vej
Tekst på vej

Tobias V. Rose

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Glæd dig til at tage plads i det grønne - forventningens klæde
Medbring gerne rigeligt til ganen, da det som regel viser sig at være en fordel - især for mig - og husk desuden noget at sidde på (flyvende tæpper frabedes plus diverse regnværn, da jeg godt tør garantere tørvejr på dagen, hvor du BÅDE vil kunne opleve tekster fra seneste udgave af encyklopædien “Danske Dyr” - en forklædt forårsantologi fra Testrup Højskole ‘09 - OG debuten “Desorienteret”, der består af digte og det, der ligner, men som kunne være noget helt andet, fx bare ord på papir, der er blevet tillagt en højere værdi, og som kan vælte det budget, du ikke lægger, hvis du den 22. august bestiller et eksemplar for den mindste guldmønt plus den største sølvmønt, og var der nogen, som her savnede et punktum, fik de det ikke, men til gengæld noget så typisk som en gratis tekst (intet i denne verden er gratis bortset fra tomme ord), så ja, man kan dø af at skrive, men fat mod: Himlen Over Ordene vil bestå af lyserøde skyer! (Fik jeg nævnt, at mine oplæsninger altid bestræber sig på fornøjelse og smil - også blandt tilskuerne?)

Link: http://www.facebook.com/event.php?eid=108574101579

Jeg læser i øvrigt op ved skulpturen Løven og Hesten
http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/RosenborgSlotOgKongensHave/kongenshave/skulpturerikongenshave/LoevenOgHesten.aspx

.
22. april 2009

april er fyldt med solskin (dr)
de gyldne stråler er livsfarlige (dr)

solcreme kan være skadelig (dr)
postevand er blevet dyre dråber (pol)

boligejerne er vilde med flekslån (pol)
danskerne ser lysere på økonomien (pol)

flest mennesker begår selvmord i april (dr)
det er foråret der minder dem om
hvad de ikke mere har lyst til
jeg sidder bare og surfer

USA gør sig klar til cyberkrig (tv2)

Karen Stoltze Poulsen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Jeg er kendt på digte.dk under navnet Poula. Jeg blev udgivet 2008 sammen med mange andre kvindelige poeter i Quintologi. På nettet har jeg bidraget i ORDligt, samt i tidsskriftet Reflex, udgivet af 57nord, poetklub i det nordjyske.

Jeg skriver digte, korte prosastykker, eventyr for børn samt erindringer.

LAVENDELGRAV

pludselig ser man sig selv
i færd med at lave lavendelbundter
til at lægge på gravene

alle de nedstuvede drømme
de slidte forlis
og opbrudte forhold

som de dog dufter
lavendlerne
overdøver ganske
mit billede :
lille pige står
grædende
frysende
med en plastikskovl

hun graver jordbunker væk
og fylder hullerne ud
med sin barndom

Benny Pedersen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er født 1954.
Seneste udgivelse “Femtifire digte”.

EFTER GUTENBERG

Trods bogtryk,
trods radio, aviser, internet
vil næsten alt
glide ud i glemselen.
Kun det efterspurgte,
fortolkede, genoptrykte
vil finde vej
til kommende slægtleds
bevidsthed.

Endnu kan jeg skrive
med blyant på papir.
Lade viskelæderet
vente lidt endnu.

29.07.09

Viggo Madsen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er f. 1943, debuterede 1966 med ‘romanen’ Brandmand på to hjul - som er stykket sammen af digte og eksperimenterende kortprosa i en selvbiografisk rammen (”den unge madsens lidelser”) - og har siden udgivet en lang række bøger, overvejende digte, men også noveller som fx. Afføringsbilleder (l972) og Patent på tilværelsen (2004). Seneste udgivelser er Virkeligheden kommer til byen (digte) og Ønskebarn (énakter), begge fra 2009. Til september udkommer Luns af det levende i den nystartede Jorinde & Joringelserie.

(at blive fortrolig med at være en fremmed)

i disse gamle byer
findes der stadig vægtautomater med møntindkast
hvor man kan træde op og få oplyst hvad man vejer
det er dog noget
samtidig printer maskinen éns horoskop
for fremtiden er et ubeskrevet blad
præcist så uberørt af éns nærvær
som den del af gaden
man endnu ikke er gået igennem
fordi man absolut skulle standse op
for at lade sig veje

Ole Lillelund

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Præsentation på vej
Tekst på vej

Bo Lille

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

(kort CV)
Forfatter, ordsnedker. Grundlægger og leder af Underskoven, det åbne forum for lyrik og kortere prosa (Huset i Magstræde). Underviser i litteratur (skrivekurser på skoler, Forfatterskolen Viborg m.v.). Har fået udgivet ca. 15 bøger inden for genrerne faglitteratur, lyrik, roman og novelle.

Se også www.bolille.dk.

Vild

Tab ikke
din ubevidsthed

Glem ikke
din glød

Husk osse
at fare vild

Find dit eget uglede barn
derinde et sted

bare en gang imellem

2 Haiku:

Du bøjer dig ned
og giver jorden et kys
lokker en blomst frem

Min yndlings-Karlsvogn
Din næse har syv fregner
Stjernerne blegner

Lonni Krause

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er f. 1.4. 1964, udd. pædagog, 5 år i delikatessebutik. Lyrikdebut 2005 med Du får et nyt sted trykket til kroppen (BOD), Nødvendige ruter (BOD, 2006), Ord til alle sider - en interviewbog (december 2009). Antologideltagelse: Underskov 2 (2006), Quintologi (2008), Vintergækkerne nikker (DarkLights, 2009), Lige Under Overfladen 3 (Science Fiction Cirklen, 2009).

Er vild med at arrangere oplæsningsevents og var sammen med Lisbeth Heckmann arrangør af Ord Under Himlen 2007/08 i Kongens Have (Kbh.)

Anmelder selvudgiverlitteratur på MetrOrd (metrord.urbanblog.dk) ). Er i Haikugruppens styrelse og medlem af L-styrelsen. Med-redaktør på L-gruppens nyhedsbrev ORDLØST 2008-09 sammen med Kenneth Krabat.

Lonni Krause: By

klodset op med huse
lavt til loftet kasse spild
murmytteri giv en næve
slå ud i karsk sten lue
lad fugle stejle over begrænsningers arkitektur
som sluger lyset over staden
grin glasset ud af vindueskarmene
spark hul i støvet få stivert
gnid kit ind i stukkes bange mønstre
og se de skifter skrig kalken gløder
Stil dig selv under taget vip din ryg
og lad forbilledet fosse frit
***

Helge Krarup

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er f. 1949. Gymnasielektor og forfatter. Digtdebut: Skæv gang gennem byer, Hekla, 1983. Har bl.a. udgivet drama, digte, litteratur-, film- og kunsthistorie. Oversættelser af Vicente Huidobro, Pedro Almodóvar, Wim Wenders o.a.

Alfabet1
alt blev digtstille

b

c

dansende flammer
dansende skygger
åbnende verdener
dervisher hvirvler
fejende tyste
stopper på stedet
uden vaklen
ind i sig selv

et ord på vej
torden

fotografier
lynspøgelser af liv

går ind i sig selv
bange for at fare vild

her står en mandag ved vandet
vanvid

højhimmel og undergrund
lysets by
og mørkets

I er ved det
uden at I ved det

jeg lukker øjnene
ser ikke
indser

jordsort
kuglehvirvel
øjeæbleskrivende
tornadogrå
muldvarpeskindblød
tømtflasketom

Jupiter blev født af Idas honning
Maria fødte Jesus

kun kejseren har tøj på
kan barnet så se

lige som andre
på gaden
går jeg
ingen steder
det sker
uden at vi ved af det
selv om vi så det komme

momamama
museum of mad art
writers at war

manden der ville være
en anden

må ske måske
kan ske måske
måske må det ske
måske kan det ske
hvad venter os i morgen

n

(s)om verden har kunnet
være
salmer i pilleglas

på vej ind
i vejens hus

q
r

stirrer ud
ad vinduet
i tågedybet
mister tiden
og vinder den
øjnene udvides af tågen
vandet i luften over jorden

stormens bistade
fanger jordens sødme

så varmt det er
kroppen bager lystigt i
dagens ovn

telefonen ringer igen
jeg kan igen ikke nå den
vrede vrede vrede

u

vanvittig/vind, det
er dér jeg føler mig
alene

vi er ved det
uden at vi ved det

vi håndklæder
os om
vores fedmelager

(whad er der bru for
vat is needed
et knæ)

x
y
zenit
æ
ø

åbner en dør
til en anden tid
går videre eller tilbage
i et andet rum

åbner såret
for at skrive

Thomas E. Kennedy

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

is an American author living in Denmark. His 24 books include novels, story and essay collections and other works, and his stories, poems, essays and translations from the Danish appear in many American literary magazines.

Most recently he has received two grants from Kunstråds Litteraturcentret to translate, with the kind permission of Chili Turèll, a selection of poems from Dan Turèll’s STOR-BY TRILOGI. The translations have been well received in the U.S. and several of them appeared earlier this year in NEW LETTERS MAGAZINE and several more will appear in ABSINTHE: NEW EUROPEAN
WRITING along with essays about the work and life of Dan Turèll.

Kennedy’s newest novel, set in Copenhagen, will appear from Bloomsbury Publishers in the U.S. and U.K. in March 2010

Link: www.thomasekennedy.com

BEHIND EVERY SINGLE WINDOW
(”Bag hvert eneste vindue”)
by Dan Turèll (translated by Thomas E. Kennedy)

You walk down through a long street
which you know or maybe don’t know
in your own city or an unknown one
and you raise your eyes and look at these thousands of shining
lit-up windows
and you know that behind every single window people live
and that simple thought every time is so new and strange
behind every single window people live
people with real live problems
as concrete as a fist in the kisser
behind every single window men and women are breathing
easy or with trouble
each in his own rhythm
… to be continued in Kongens Have on August 22nd !

Per-Olof Johansson

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

har digtet i mange år, offentliggjort en del, meget lettilgængeligt på nettet via adressen www.per-olof.dk for nærmere præsentation.

Link også for opdatering af aktiviteter til http://http://perolofdk.wordpress.com/ /

Sne i Modlys

Er månen blankpudset
For at give genskin

Er sneen hvid
For at flytte mig

Den by Modlys
Fylder verden til randen

Tungsind afløst af ungsind
Flere beskrivelser følger
Rapporten fylder flere sider
Med fjordbestemmelser
Himmelfænomener
Sneplove og gadelygter
Langt fra Modløs

Sonja Hjertebjerg

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Jeg har skrevet en stor del af mit liv. Stort som småt. Kom på forfatterskole i en sen alder. Jeg har fem børnebørn, hvilket giver anledning til megen inspiration.

Jeg har publiceret min digte og anekdoter i mange tidsskifter og blade. Jeg har læst mine digte op forskellige steder bl.a. på Ledreborg 2006, i “Ord Under Himlen 2007″ og i Østsjællands Radio i 2007.

Link www.digte.dk Sonja Hjertebjerg, hvor jeg har publiceret siden 2004

Tankegang

tankerne danser i hovedet
rammer ikke stregerne i fliserne
får en ejendommelig gangart
kommer dog hurtigt frem
- i tankegang

Tommy Heisz

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

forfatter og journalist, f. 1975. Udgav i foråret “Nætter i mol” - en samling af 56 rock ‘n’ roll-digte, der lugter mere af Dylan end af Drachmann. Mere af Bowie end af Blicher. Drevet af lige dele mørke og melankoli beskrives kampen for at undvige voksenlivets miner af dræbende kedsommelighed. Tristessen er i højsædet, men den blødes op af en god portion humor og uhøjtidelige rim. www.byensforlag.dk.

… fra Nætter i mol

Er månen ikke lidt større i aften
flyder farverne ikke en smule ud
lyset forsvinder og bliver til skygge
hver gang det rammer din hud

Vi går over en bro med ingenting under
kun en ensom cello, der har mistet en streng
på en eller anden mærkværdig måde
minder det mig om dengang jeg var dreng

Jeg troede, at der oppe bag solen var brædder
for den skulle jo ligesom hænge i noget
alligevel faldt den en morgen med et brag
da jeg slog øjnene op og så, at alle var gået

Vi er midt på vejen, men bilerne fryser
din hånd føles så varm mod min hofte
du siger, at kan vi bremse tiden, bare i en time
kan vi svæve herfra og helt op til loftet

Lisbeth Heckmann

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er f. 24. oktober 1954 i København, i dag bosat på Frederiksberg og i Hvalsø og en del i Valby.
Er co-creator af Ord Under Himlen. Skriver dagligt på digte og koans (dog mest på timelange togrejser), hovedsagligt for at genopdage sin egen kerne eller fordi jeg ikke kan lade være. Har publiceret på digte.dk. Medlem af bestyrelsen og redaktionen f. det virtuelle digtblad ORDligt. Stemmegav digte gennem 3 år i Underskoven, Huset i Magstræde.Nu læser jeg mest op i og for stilheden. Deltager i spirituelle aktiviteter. Sender danske studerende fra CBS på studierejse i hele verden… og dét føles godt.

Se\alt\måske

Træerne har det mærkeligt.

Dit navn er det endelige stød ind mod kærlighedens nøglebundt.
Bogstaver vendes og finder en ny måde at studere min længsel
på. Det suser i bevidstheden, når min hånd rører ved glæde,
der vokser, og min mund bliver fuld af dit stof, dit navn og
noget krop.

Bevidsthed er mursten, jeget flytter rundt på. Når disse fingre
bevæges, ser jeg for første gang; mærker jeg det hvide stof
glide op langs rygraden. Og tænker at kærlighed er lofter, der
brister og samler mig med det, jeg fødtes til.

Hov, nu kommer der en skov.

Skoven grundfæster sig i følelsen af mangel. Frodig og grøn. Den
taler med fødderne. De skyder og drikker; Og kilder mig indimellem
vinter og forår. Jeg skærer den ud og gemmer grenene i min seng;
så ligger de dér med fugle og måne, når drømmene lyser, og du går
gennem vinduet og hyler som en varulv.

Havet og vinden bestemmer alt i dé dage, jeg åbner øjnene.
At se betyder alt for mig:

Refleksioner i dug. Forbindelser mellem kilder og brønde. Dråber
i hav. Lyde i skyer. Måske bliver mine ord til klaversonater, du
kan spille som tangenter af lys.

Måske:

Bianca Fløe

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

skriver en hybridgenre imellem kortprosa og lyrik. Hendes sprog er spinkelt og kynisk som hende selv. Hun skriver i et rum imellem referentialitet og simulacrum og det pure opspind. Et rum, hvori hun sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af både virkelighed og fiktion. Bianca Fløe er en alvidende fortæller, der ikke kan holde kæft.

Reproduktion

‘Jeg har lyst til at føde dine børn’ hvisker hun harmløst og kaster sin livmoder op på plankebordet. Den er vildere i dag end i går. Han drikker, videre. Hun beder ham skrigende om at befrugte æggene. Hendes gener længes efter hans tværs over kaffen. Det er fem år siden, stadig. Han drikker, stadig. Hun hvisker, stadig: ‘knep mig, forlad mig’. - og det gjorde han så.

Han skubbede et krøllet A4-ark over bordet

Pik + Fisse = Børnepenge

Nete Lise Krøll Eriksen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Jeg skriver artikler for Outsideren. I min fritid skriver jeg litteratur, og det er litteraturen, der er min passion. I 2007 digt i Urban. En af mine oplæsninger blev positivt anmeldt i weekendavisen i forbindelse med en artikel om det Poetiske bureau for et år siden. Deltaget i 2 litterære sommerkurser på Krogerup af en uges varighed. Tager skrivesessioner på Conrads Skriveskole i Vanløse.

Repeat

Ud af speakerne
vælter de sange
du glemte at slukke for

Sangene har mange kopier
og de kopier
der er ringest
er dem dine ører
hører bedst

Sangene fader
mens repeatknappen
endnu engang
er gået i stykker

Du lukker for strømmen
så sangene
kan ligge pænt i speakeren igen
men inderst inde ved du
at afbryderen aldrig helt
udgår for strøm.

Adil Erdem

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Præsentation på vej
Tekst på vej

Dupond Clochard

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Halløjsa og venlighed til alle - I år må det være tid for Duponden at træde op, trods risiko for overmåde solskinslys og frisk luft - lidt let materiale kan beskues på

http://digte.dk/digte/forfatter.asp?forfatter=20900

og mere vil være med i flasketasken

Michael Dyst

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er ordakrobat, metaforpsykopat, galning, gøgler, absurd romantiker, forbandet (bl.a.),
og altid med et digt eller to i lommen…

Udgivelser:
Elinering (2007), Forlaget Ravnerock
Eowaidarama - en myte om musens magt (2008) Forlaget Ravnerock
Ny digtsamling “Ting man kan sige i stedet for “jeg elsker dig”"
udkommer 31. oktober 2009 Forlaget Ravnerock

Sakramentet

kun en partering
opdaget for sent
kan sætte dyret fri

satanisk siamesisk
før og nu
mig og dig og

du er det eneste mareridt jeg kan smile af
min begravelse, min tabte retssag
min lidt for evige efterårsdag

du lægger dig i mange lag
ubevidst med vilje
en kage af cyanid og vanilje

din tavshed siger velbekomme
når dagen endelig er omme

er det igen september

28.07.09

Peter Dyreborg

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er født 1976 i Frederikshavn, i dag bosat i Valby. Har udgivet fire digtsamlinger,
bl.a. de meget omtalte “Bestseller” i 2003 og “Pro Bono” i 2005. Han er desuden trykt i en række tidsskrifter og antologier, og herudover er han én af Danmarks fremmeste udøvere af spoken word og poetry slam, som han også er tidligere Danmarksmester i. I 2008 udgav han det genrebrydende prosaværk “Træfpunkt”, og den 21. august 2009 udkommer opfølgeren “Træfpunkt 2″.

Link: www.peterdyreborg.dk

Se film med digtoplæsning m.m. på www.peterdyreborg.dk
http://www.youtube.com/watch?v=_KKl8RlR-UQ

Tea DK

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Min baggrund og mit modersmål er Kroatisk. Men nu skriver jeg på dansk. Jeg er født i Rijeka i 1962 og har boet i Danmark siden 1985. Jeg skriver digte og noveller.

De noveller jeg indtil nu har skrevet, handler primært om hverdagen. Det er korte, tilsyneladende naive fortællinger. Hovedpersonerne er børn og unge i 60′ernes og 70′ernes ex Yugoslavien.

Mine digte handler om eksistens og kærlighed. Formmæssigt eksperimenterer jeg med sprog, rytme og symboler.

Hvem er jeg? ex harmonikaspiller, ex løber, ex punk sangerinde, ex kæreste, ex kustode, ex judobryder, ex lærerstuderende, ex Yugoslav.

Det handler igen om ord,
Ord under en åben himmel,
Masser af ord og en stemme,
Måske med en paraply,
i dagens anledning.

Vores egen Mir

Der stritter en brystvorte
under dynen
der er en tot frakkeuld
mellem dine lår

Der er dig og mig
og dyrene vil også have deres
plads på flåden

Vores egen Mir
en satellit
der kredser om vores kroppe
mens en astronaut sætter sit flag
på de bare røvbalder

Bagefter kan nationerne slås
om hvorvidt flaget bør blafre i vinden
på månen
eller
om det er en stor løgn

Ole Bundgaard

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

har skrevet en snes bøger heraf 5 digtsamlinger. Desuden et par samlinger nonsensdigte.
Havde en bogpause på 11 år. Men kom frygtelig igen i 2006 med en stor samling haiku, nogle af dem havde mere end 40 år på bagen.
Det er blevet til rigtig mange digte også af den lidt længere slags her i det nye årtusinde. Han elsker at “træde op” og har de sidste 4-5 år været en ivrig oplæser på stort set alle de københavnske scener. Han læste bl.a. op hos Paludan i Fiolstræde i april. Anmeldere siger han er mærkelig, morsom, surrealistisk og ligetil.

Natten

En mus lister henover køkkenbordet
uden at smuldre osten.
Stilheden er overvældende.
Lusene har suget sig mætte,
hunden harker fredsommeligt
og jeg kan ikke sove.

Selv katten er kommet hjem
og strækker sig hjemmevandt.
Min papegøje har ikke
et ord at sku ha sagt.
Et vindue blafrer forsigtigt
en hane drypper
og jeg kan ikke sove.

Dagene bliver kortere
natten er uendelig
solen er pokker i vold
jeg kan ikke sove i nat.

Månen stirrer forsagt
med sit store blinde øje
midt i et morads af stjerner.
Bilerne tygger sig tavst
gennem gaderne.
En gren banker
stille på ruden.
En bille lægger sig på ryggen
uden en lyd.
Gardinerne blafrer svagt
uret er gået i stå.

Ikke et pip fra Hans
ikke et gog fra hønsene
ikke et fut fra S-toget
tiden står stille.
Skuddagen falder ikke i nat.

Stilheden er overvældende
og jeg kan ikke sove

Christoffer Gertz Bech

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

er en billedmager, der griber til ord, når stregen ikke slår til. Et renæssancemenneske med bevidst fremelsket allergi over for virkeligheden og hang til absint, science fiction og græsk musik. Har udgivet digtsamlingen “Grøn for bouzouki og klarinet” i 2007 og har i øjeblikket en bog om absintens kulturhistorie i støbeskeen.

Advarsel

Frem til næste formørkelse er der
ingenting at se

Vi skyder alle der prøver, og kom ikke bagefter
og klag over jeres døde børn og sig, at I
troede vi ikke mente det


——————–

http://cegebe.net
http://cegebe.urbanblog.dk
http://www.absinthium.dk

Claus Ankersen

Kategoriseret under Forfattere under Himlen 2009 af ordunderhimlen

Præsentation på vej
Tekst på vej

25.07.09

Forfatterpræsentationer

Kategoriseret under Forfatterpræsentationer 2009 af ordunderhimlen


19.07.09

Invitation til Ord Under Himlen 2009 lørdag den 22. august kl. 13.00 - 16.00 i Kongens Have

Kategoriseret under Invitation til Ord Under Himlen 2009 af ordunderhimlen


Kære digter, prosaist og ordkunstner!

Kom og lyt til lyrik, prosa og poetry slam og vær gerne selv med til at skabe stemmerne og stemningen i Christian IV’s Have med udsigt til Rosenborg Slot og gør denne eftermiddag  i det indre af København til en summende event for 3. år i træk.

Vi mødes inden for i Haven kl. 13.00 v. Gothersgade/ Kronprinsessegade lørdag den 22. august 2009.

Efter samlingen går vi ud og læser op rundt omkring i haven. Nogle ønsker at læse op i grupper andre alene. Find ud af hvad, der passer til dig, og arrangerer selv din oplæsningsform. Det er en god idé at medbringe tæppe og paraply samt et navneskilt, så tilhørerne kan se, hvem du er.

I år uddeler vi ingen forfatterpris , men mødes, snakkes og giver en øl, lidt ord og noget kildevand efter oplæsningerne sluttes rundt omkring . Det foregår ud for Cafe Herkules  i Kongens Have kl. 16.00 . Her vil desuden blive taget nogle  fællesbilleder og i løbet af dagen zoomet ind på oplæserne.

Efter arrangementet går vi, der har lyst og tid, en tur i byen og spiser.

Hvis du vil deltage i oplæsningerne,  bedes du indsende din forfatterpræsentation samt dit digt eller tekst til Ord Under Himlens gmail. (Begge på ca. 10-12 linjer hver), som så vil bringes  på denne blog. Send gerne din tilmelding her omkring 1.8. Du er også velkommen til at sende os et link til din hjemmeside eller digtside, så vi kan sætte det på bloggen ud for dit navn.

Tilmelding og spørgsmål kan sendes til Ord Under Himlens g.mail.

Vel mødt!

Lisbeth Heckmann
Ord Under Himlen 2009
Tlf. 3150-6750

Mail:  ordunderhimlen.2009 at gmail.com      (for god ordens skyld:   at=@)

Link: ordunderhimlen.urbanblog.dk

(Dette år er der ikke søgt fondsmidler til nogen oplæsende forfattere.)