22.07.08
A. Silvestri
Danseuses
I balsalens spejlbeklædte katakomb, højglanspolerede farveløshed, lavloftede tomrum, danser de. Spejlene fra væggene er spredt som støv under deres fødder, der bløder kraftigere for hver arabesk de forsøger at tvinge sig selv ind i. Klaveret spiller af sig selv, en strimmel stukket ind over tangenterne, igen og igen. Deres ansigter er pudrede, deres armhuler filmovertrukne af sved og billig parfume, publikum plebejere med halvtømte ølflasker og skodder i mundvigene. En på scenen, to på scenen, tre i fløjen, venter. Ved indgangen står en mand med en bøsse, som han hele tiden ryster. Lyden af mønter glider sammen med melodien fra klaveret, og der klappes spredt, som var det en betinget refleks. De er gamle, rynkerne får sveden til at løbe i fastlagte baner over deres ansigter, hvor smilene er fastfrosne og rudimentære, en sløset streg fra en uinteresseret malers hånd. Blodet trækkes ud i spiraler, mønstre på gulvet og en af dem kollapser i en pøl af sig selv. Udenfor zigzagger bombeflyene over de rygende rester, en eksplosion får støvet under deres bryster til at dirre, men de ser ikke på den faldne, de ser ikke ud, de hører ikke andet end deres hivende åndedræt og den fallerede lyst fra det mandlige publikum, der ikke længere ser dem som kvinder, men alligevel begærer dem når dansen er bragt til ende. Alt glemmes som langmodige nætter for nedtrukne gardiner, de hvisker deres egne navne til hinanden for at huske dem længe nok til, at de kan præsentere sig til sidst. Klaveret trækker sig selv ud i et slutstykke, fra fløjen træder reserven ind for den faldne, mændene hujer med øjne så tomme som mønterne i mandens bøsse. Endnu en bombe rammer, endnu et stykke musik spiller i klaveret. Allégro. De vakler på scenen, tempoet stiger, pulsen stiger, mændene pifter med skodderne faldende fra læberne. Deres svælg bølger i malt og død. Lyset går ud i salen. Det knitrer. Det brænder. Ingen rører sig, kun lyden af mandens bøsse trænger sig gennem flammerne som en rytme, da den ruller henover gulvet, med mandens hånd stadig krammende metallet, men han selv blæst bort fra stedet. Øjnene stirrer ind i hinanden, publikums, dansernes. Deres led knirker, de danser, fødderne tapløber ned i verdens kloak, og med lukkede øjne finder de hinandens arme, mens flyenes propeller flænser luften over dem.
*
Vi har efterhånden erfaret at forfattere, som Stephen King, Iain Banks og Francois Voltaire er waste ved siden af denne forfatter, som vi præsenterer NU!
Silvestri siger selv:
Inspiration
Ord. Smadret glas med ølrester. Kvinder til salg for en knytnæve og et fix. Columbia, Marlboro, Uisge fra mugne højsletter med ødelagt historie. Brunligt, sivende slim fra blafrende åbninger. Der hvor ingen tør gå. Tabu, Totem, Trotylelementer. Kaustisk soda ved stuetemperatur. Totentanz i nedlagte sidegader. Biluheld i rød/grøn. Absolut ingenting.
Silvestri er født 1977 og fra den dag fik verden ét par ord mere at mætte - reelt er det faktisk sådan, at verden fik sig en god forfatter. De heldige har sikkert hørt ham læse op i Underskoven, til Projektør, AKSANGAK_Y og under åben himmel til Poesiens Dag 2005. Og måske skal vi også lige nævne, at Silvestri ofte spiller skuespil - i sin fritid. Så øh..
Han er også en del af anmelderpanelet MetrOrd.
Sidste nye er at A. Silvestri debuterer med flotte skrivsler i forbindelse med Sci-Fi antologien ‘Cirkler’:
Novellen “When The Music’s Over” i antologien “I overfladen”
udgivet af Science Fiction Cirklen
—-
Novellen “Eternity Is For Everyone” i Science Fiction Cirklens
halvårlige blad “Proxima”
*
Silvestris blog: Correction Of Yesterday
Silvestri på Digte.dk: digte.dk - internetsitet hvor skandinavisk kultur opstår
- og hér: digte.dk - internetsitet hvor skandinavisk kultur opstår
Også dér: digte.dk - internetsitet hvor skandinavisk kultur opstår
